Videncenterprojekter præsenteret i Budapest

12.12.16

Af  Ulla Pedersen

Overvægt er et problem på tværs af landegrænser, og EU-Kommissionen støtter derfor initiativer til forbedring af borgernes ernæring og fysiske aktivitet. I begyndelsen af december blev en række projekter med EU-støtte i ryggen præsenteret på et møde i Budapest – og 2 af dem var fra KOSMOS/UC SYD.

For meget fedt, for lidt frugt og grønt og et lavt eller manglende niveau af fysisk aktivitet. Sådan lyder opskriften omtrent på den cocktail, der for mange europæere forårsager både sociale og sundhedsmæssige problemer som fx sukkersyge, hjerteproblemer, lavt selvværd eller manglende energi.

EU ønsker at forbedre folkesundheden, og støtter derfor innovative metoder, produkter og services til arbejde med sundhedsfremme. For at dele viden omkring de EU-støttede projekter, havde kommissionen inviteret aktører fra hele Europa til konference i Budapest fra den 30. november til den 2. december.

På programmet i Budapest var paneldebatter og projektpræsentationer – bl.a. om to KOSMOS-projekter: SHE-netværket om sundhed i skolen og om projektet PoHeFa, der skal hjælpe lokale myndigheder på tværs af Europa i det strategiske arbejde med sundhedsfremme for børn, unge og deres familier.

- I PoHeFa har det været yderst værdifuldt for os at få mulighed for at dele viden om sundhed og sundhedsfremme på tværs af Europa. Kulturforskelle kan ind imellem være en udfordring, men det at møde andre strukturer og systemer fra andre lande gør også, at vi har været nød til at tænke i alternative løsninger – og det er der kommet en masse gode og nye tanker ud af i projektet, fortæller Anette Schultz, KOSMOS og Videncenter for Sundhedsfremme på UC SYD.

Se filmklippet, hvor Anette fortæller mere om konferencen.

Henriette Hansen fra Det Syddanske EU-Kontor ser også dét at dele viden på tværs af grænser som helt afgørende for, hvorfor det er vigtigt at arbejde med europæiske projekter:

- Her i Budapest har vi bl.a. hørt WHO fortælle om de udfordringer, som hele Europa står overfor, når det gælder ernæring og fysisk aktivitet. Og selvom der måske er forskel på, hvordan vi ser på os selv i de enkelte lande, så er for meget sukker, for lidt motion og en masse andre sundhedsforhold alligevel noget, vi har tilfælles. Derfor skal vi gøre brug af hinanden på tværs af grænserne, så vi bruger hinandens løsningsforslag og idéer til at skabe bedre sundhedsmæssige og sociale forhold for borgerne, slutter hun.

Accepter cookies

På ucsyd.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra ucsyd.dk.

Læs mere om cookies her

Accepter cookies