Udeskole og medbestemmelse
12.04.21
Udeaktiviteter er et værdifuldt supplement i skolens hverdag. Vi har fået ekstra fokus på mulighederne her i corona-tiden, og der er mange fordele at hente inden for mange typer sundhedsmæssige aspekter.
Udeskole handler om så meget mere end blot at forlægge undervisning af eleverne til skolens udearealer. Underviser og elever skal få natur, uderum, konkrete aktiviteter, fællesskab, oplevelse og handling, læring, faglighed, personlig udvikling, sundhed og medindflydelse til at spille sammen.
Sidstnævnte - medindflydelsen - er et kernebegreb, når vi taler sundhedsundervisning. Det er særdeles vigtigt at skabe en refleksiv og kritisk holdning til, hvordan de mange sundhedsråd i dagens Danmark kan omsættes til egen hverdag og egen familie, og det kræver, at skolen styrker elevernes handlekompetencer.
De anderledes omgivelser, når man bevæger sig uden for klasselokalet, kan give nye vinkler og give eleverne en øget bevidsthed om, hvordan de lærer og hvordan de arbejder sammen om at få ting til at lykkes. Et godt eksempel på dette beskriver KOSMOS-medarbejderen Lisbeth Burich. Hun arbejder med sundhedsfremmende skoler i Europa og har hentet ny inspiration fra Nordmakedonien, hvor eleverne selv skaber rammerne for deres udendørs klasseværelse.