Nye klimavenlige kostråd lancheret
11.01.21
Som noget nyt er de officielle danske kostråd koblet direkte til klimaet. Syv nye klimakostråd erstatter de 10 tidligere officielle kostråd, som var fra 2013.
For første gang nogensinde guider Danmarks officielle kostråd ikke blot danskerne til et sundere helbred, men også til en sundere klode. Men hvordan skal man spise for at passe bedre på klimaet?
Kostrådene har fra lanceringen d. 7. januar 2021 skabt masser af debat. Blandt andet fordi danskerne opfordres til at spise markant mindre kød, og det opleves af mange som urealistisk at nøjes med at spise 350 g kød om ugen. Fødevareministeriet og Klimaministeriet er sammen om at udforme de nye klimakostråd, men søger at undgå løftede pegefingre og påpeger også, at ændring af madvaner er en proces, som tager lang tid og som sker med gradvis tilvænning. Selv hvis mange kun lader sig inspirere en smule, kan man tale om en gevinst, der er til at tage og føle på.

De nye officielle kostråd er:
- Spis planterigt, varieret og ikke for meget
- Spis flere grøntsager og frugter
- Spis mindre kød – vælg bælgfrugter og fisk
- Spis mad med fuldkorn
- Vælg planteolier og magre mejeriprodukter
- Spis mindre af det søde, salte og fede
- Sluk tørsten i vand