Inklusion i skolen til diskussion
18.05.16
Inklusion og børns trivsel er på dagsordenen, og en ekspertgruppe anbefaler regeringen at droppe målsætningen om, at 96 procent at alle børn skal inkluderes i almentilbuddet i grundskolen. Trivsel og udvikling skal dog fortsat være en målsætning.
Cirka 6000 børn blev overført fra specialtilbud til grundskolen, da folkeskolereformen stillede krav om, at 96 procent af alle børn skulle inkluderes i det almene skoletilbud. Nu har en ekspertgruppe undersøgt status for dette tiltag, og den konkluderer, at opgaven har været stor – i nogle tilfælde også for stor – for skolerne. Derfor er der nu kommet en række nye anbefalinger på inklusionsområdet, herunder at 96 procent-målsætningen droppes. Den anbefaling er regeringen klar til at følge.
En netop udkommet undersøgelse fra KORA (Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning) dokumenterer, at det er en udfordring at give elever med særlige behov den særlige støtte, de har brug for, og samtidig tilgodese resten af klassens behov, er stor.
Undersøgelsen ’Inklusion i folkeskolen’ er foretaget på 16 skoler i fire kommuner og bygger blandt andet på 120 interview med medarbejdere og elever. Selv om langt hovedparten af de interviewede i undersøgelsen er positive over for at inkludere alle elever i folkeskolen, så er holdningen til inklusion i nogle tilfælde stadig en udfordring. Rapporten giver en række anbefalinger til, hvordan arbejdet med inklusion i folkeskolen kan løftes. For ambitionen om, at alle børn skal udvikle sig og trives i skolen gælder imidlertid stadig!
Læs mere om KORAs rapport.
Læs om ekspertgruppens udtalelser.