Få børnene ud i kulden
14.12.20
En ny undersøgelse fra Center for Børn og Natur viser, at børn i Danmark kun kommer halvt så ofte udenfor i vinterhalvåret, som de er i sommerhalvåret. Her er absolut plads til forbedring!
Det er vigtigt at huske at få frisk luft i den mørke og kolde tid - og i corona problemernes skygge er det om muligt endnu vigtigere. Men danske børn kommer ikke meget ud i naturen i denne tid, viser en ny stor baseline-undersøgelse fra Center for Børn og Natur. Især gruppen af 11-15-årige bevæger sig sjældent udenfor, på trods af, at de giver udtryk for i undersøgelsen, at de gerne ville mere ud i naturen.
Her kunne de voksne træde til - både forældre, pædagoger, lærere og sportsledere. Gør det lettere for børnene at komme afsted - også i vinterhalvåret. Lad skolerne fortsætte udeundervisning i forskellige former og arbejd med at gøre naturkvaliteten i skolernes nærmiljø bedre. Læs mere om undersøgelsen: friluftsraadet.dk/nyheder/boern-danmark-er-naesten-dobbelt-saa-ofte-ude-om-sommeren-vinterhalvaaret-derfor-skal-du
Og hvis det kniber med ideer til vinteraktiviteter - i en tid, hvor sneen lader vente på sig - så har Friluftsrådet, der er partner i Center for Børn og Natur, samlet 10 ideer til sjove vinteraktiviteter: friluftsraadet.dk/nyheder/stoerre-boern-savner-sjove-ideer-til-udeliv-her-er-10-bud