Børn i bevægelse
16.12.16
Børn bevæger sig ikke nok - de lever ikke op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger om bevægelse i mindst 60 minutter dagligt. En ph.d.afhandling undersøger børns bevægelse.
Antropolog Else Ladekjær har i 2016 afsluttet sin ph.d.uddannelse med en afhandling, hvor hun med antropologisk udgangspunkt undersøger børn og bevægelse i folkeskolen.
Afhandlingen følger børn i to klasser, fra de går i 5. til 7. klasse. Der observeres, hvilke typer af bevægelser børn er engageret i, mens de er i skole, hvilken betydning skolens organisering, rum og regler har for børns bevægelser, samt hvilken betydning børns sociale relationer, deres alder og køn har for deres bevægelser.
Andre studier viser, at drenge bevæger sig mere end piger, og at yngre børn bevæger sig mere end ældre børn. Else Ladekjærs undersøgelse peger på betydningen af børns sociale relationer, deres køn, alder og færdigheder, skolens materielle og rumlige organisering samt regler i skolen - disse faktorer har betydning for muligheden for bevægelse i skolen og påvirker hinanden i et komplekst samspil.